Når folk skriver læserbreve, vil de ofte meget gerne virke kloge (ikke så underligt) og som om, de vante til at begå sig i den offentlige debat (selvom det måske er det første læserbrev, de skriver).
Derfor forsøger mange folk at overholde de konventioner, der findes for læserbreve. Uanset om de giver mening eller ej.
Et meget typisk eksempel kan ses i Politiken i dag, hvor et læserbrev starter:
[…] begrunder Anders Jerichow på lederplads, hvorfor Lars Løkke Rasmussen (LLR) bør gå som sundhedsminister. […]
Forkortelsen “(LLR)” betyder “herefter blot kaldet LLR”, og det er meget almindeligt at forkorte navne på den måde i læserbreve, hvor pladsen er begrænset.
Problemet i dette tilfælde er bare, at forkortelsen overhovedet ikke anvendes i resten af læserbrevet; det gør navnet heller ikke (Lars Løkke Rasmussen omtales to gange som “ministeren” og én gang som “han”). Så læserbrevskribenten opnår faktisk det modsatte: i stedet for at spare plads, spilder han plads.
Det er et meget almindeligt fænomen og et fremragende eksempel på, at folk benytter sproglige konstruktioner og konventioner ikke for at opnå det, der er formålet med dem, men blot fordi at “sådan gør man, når man skriver læserbreve”.
