Atomslagstyrken

Jeg faldt lige over det her billede i “HTSi-Avisen” (som er et blad, der udgives af erhvervsorganisationen HTSi):

Det er i høj grad prisværdigt, at der sættes fokus på læse- og staveproblemer i erhvervslivet. Det er bare ærgerligt, at oplægsholderen så ikke kan finde ud af at stave til “informations-DVD”.

Afgjort årets julegaveidé. Skynd dig hen til Jydsk Atomkraft A/S og læs mere.

Med “Den lille Atomfysiker” fra Jydsk Atomkraft A/S er der hundredevis af timers sjov. Find den kritiske masse for forskellige radioaktive isotoper og lær om kontrollerede og ukontrollerede kædereaktioner. Se om du kan foretage en kontrolleret nedlukning af reaktoren ved svigt i kølevandsforsyningen!
[…]

Chatmærke skal sikre børn på nettet
Børn og unge skal sikres bedre, når de chatter på nettet. Internetbranchen går nu sammen om et chatmærke, der skal sikre børn og unge mod krænkelser.
(Politiken 15-12-06 – læs hele artiklen)

I et forsøg på at komme alverdens ondskab (også kendt som internettet) til livs, skal der nu indføres et “mærke”, som åbenbart kan “sikre børn og unge mod krænkelser”.

Pessimister vil muligvis anføre, at det vil være bedre at opdrage og uddanne børn og unge og måske endda sige, at et “sikker chat-mærke” vil kunne give børn og forældre en falsk følelse af sikkerhed.
Men sådan er Atomslagstyrken ikke! Vi kan nemlig godt lide officielle mærker og segl; for ikke at tale om lette løsninger på vanskelige problemer.

Så her er din garanti for, at du trygt kan lade dine børn læse Atomslagstyrkens blog:

Du er naturligvis velkommen til at hugge mærket og sætte det på din egen blog. Hvis den altså er børnesikker.
(Lavet med the Official Seal Generator.)

Verdens højeste mand redder delfiner
En hyrde fra Mongoliet, også kendt som verdens højeste mand, har reddet to delfiner ved at stikke sine 1,06 meter lange arme ned i maven på dem.
(Politiken 14-12-06)

Det her giver overhovedet ingen mening.
Og hvor mange delfiner er der egentlig i Mongoliet?

Nu har jeg sgu’ også prøvet at blive udsat for tilfældig gadevold. Heldigvis viste det sig, at jeg har et medfødt talent for judo, så det gik mest ud over gerningsmanden.

I fredags var jeg på vej hjem fra Vesterbro (til fods – det var umuligt at finde en ledig taxi) efter en gang bordfodbold og en enkelt øl.

Lige før jeg kommer til Hovedbanegården, går jeg fordi to fyre, der står på fortorvet, og da jeg er ud for dem, giver den ene af dem mig et kraftigt – og ganske umotiveret – skub på skulderen. Efter et par ufrivillige skridt til siden for at genvinde balancen og undgå at falde, siger jeg noget i retning af “Hey! Slap af, mand!”.

Hvortil han omgående replicerer, “du skal fandenme ikke sige noget til mig!” og tager et par skridt frem mod mig og langer en knyttet næve ud mod mit ansigt.

Af ren og skær refleks dukkede jeg mig, satte min højre fod om bag hans højre ben og gav ham et kraftigt skub i brystet, så han lå vandret i luften og umiddelbart derefter vandret på fortorvet. (Og her er altså tale om en kleppert på mindst 100 kilo.)

Vel vidende, at jeg ikke er meget værd i en slåskamp med mindre den involverer en fleuret eller en shinai, fortræk jeg hastigt ned mod Hovedbanegården, men nåede dog lige at høre hans kammerat sige, “slap af, Kim. Du startede det selv, mand!”.

Hvis man blive så fuld, at man begynder at slå på tilfældigt forbipasserende, så skal man fandenedeme blive hjemme!

Når folk skriver læserbreve, vil de ofte meget gerne virke kloge (ikke så underligt) og som om, de vante til at begå sig i den offentlige debat (selvom det måske er det første læserbrev, de skriver).

Derfor forsøger mange folk at overholde de konventioner, der findes for læserbreve. Uanset om de giver mening eller ej.
Et meget typisk eksempel kan ses i Politiken i dag, hvor et læserbrev starter:

[…] begrunder Anders Jerichow på lederplads, hvorfor Lars Løkke Rasmussen (LLR) bør gå som sundhedsminister. […]

Forkortelsen “(LLR)” betyder “herefter blot kaldet LLR”, og det er meget almindeligt at forkorte navne på den måde i læserbreve, hvor pladsen er begrænset.

Problemet i dette tilfælde er bare, at forkortelsen overhovedet ikke anvendes i resten af læserbrevet; det gør navnet heller ikke (Lars Løkke Rasmussen omtales to gange som “ministeren” og én gang som “han”). Så læserbrevskribenten opnår faktisk det modsatte: i stedet for at spare plads, spilder han plads.

Det er et meget almindeligt fænomen og et fremragende eksempel på, at folk benytter sproglige konstruktioner og konventioner ikke for at opnå det, der er formålet med dem, men blot fordi at “sådan gør man, når man skriver læserbreve”.