Atomslagstyrken


Internetudbyder har ansvaret for kunders ulovlige trafik

Thi bestemmes:

Det forbydes rekvisitus, Tele2 A/S, at medvirke til andres tilgængeliggørelse og eksemplarfremstilling via hjemmesiden www.allofmp3.com, af lydoptagelser, hvortil rekvirentens medlemmer har de ophavsretlige enerettigheder.

Rekvisitus pålægges endvidere at foretage de nødvendige skridt, der er egnede til at forhindre adgangen for rekvisiti kunder til Internet-hjemmesiden, allofmp3.com og dertil hørende undersider og subdomæner.

(Københavns byrets fogedafd., sag nr. F1-15124/2006, 25-10-06)

Fogedretten har afsagt en kendelse, der gundlæggende gør internetudbydere ansvarlige for, hvilke sites deres kunder besøger.
Pladeselskabernes brancheorganisation, IFPI, har krævet – og fået medhold i – at Tele2 skal lukke for adgangen til det russiske site allofmp3.com, fordi man dér kan downloade musik, uden at der bliver betalt royalties til kunstnerne (for ikke at nævne pladeselskaberne).

Det er jo fuldstændig forrykt! Så har Post Danmark også ansvaret for, at der ikke sendes ulovlige materialer (fx kopierede CD’er) med posten. Og teleselskaberne har ansvaret for, at folk ikke bruger telefoner til at planlægge forbrydelser. Og Vejdirektoratet skal omgående lukke alle veje, der fører hen til steder, hvor der kan foregå ulovligheder. Aargh!

Én ting er, at det kan være ulovligt at købe og downloade musik fra allofmp3.com – og det er sikkert rigmeligt nok (men under alle omstændigheder ikke op til IFPI at afgøre, men domstolene) – men det er vel ikke ulovligt at kigge på sitet og læse nyheder?

Så længe udbyderne ikke aktivt gør noget for at opfordre folk til at bruge sites som allofmp3.com til at downloade musik i strid med loven, har de vel ikke gjort noget ulovligt.
I modsat fald er der rigtig mange sites i verden, der skal lukkes for adgang til. Der er fx også ulovligt at bruge billeder og tekst på et website, hvis man ikke ejer rettighederne til dem.

Du kan læse Fogedrettens afgørelse (som PDF) her.

Comments are closed.